Tall Ships Race gæster Aalborg denne sommer

Ret beset hedder den store internationale sejlskibskonkurrence The Tall Ships’ Races, men går til dagligt mere under navnet Tall Ships Race. Tidligere også kendt som Cutty Sark. I år besøger de omkring 90 tilmeldte sejlskibe i TSR 2010 Aalborg i tidsrummet fra d. 21.-24. juli – altså i industriferien.
Ved seneste visit tilbage i 2004 havde arrangementet ca. en million besøgende, så det er lidt af en event. I år skal kommunen nå at have Nyhavnsgade klar, så den midlertidige vej langs kajkanten kan sløjfes og gøre plads til boder, tivoli, scener og masser af anden underholdning til de mange gæster. Over 3.000 søfolk deltager i kapsejladserne og med Aalborgs enorme udvalg af værtshuse, skal der nok blive sjov i gaden. Underholdningssiden tegnes af bl.a. Shu-Bi-Dua, Magtens Korridorer og Sebastian.
De deltagende skibe er inddelt i fire klasser fra A-D, hvor A-skibene er de største. Her deltager bl.a. det danske skoleskib Georg Stage og den enormt flotte russiske fregat Shtandart, som jeg tidligere har haft fornøjelsen af at besøge. Også mange andre gigantskibe deltager, men personligt, synes jeg, de største er de flotteste og mest imponerende.
Som nærmeste nabo til arrangementet forventer jeg at dække The Tall Ships’ Races 2010 i Aalborg meget intenst her på bloggen og jeg lover, at der kommer masser af billeder og nyheder online. Glæd jer – det gør jeg!
Imens vi alle venter spændt, er styrekomitéen i Aalborgs superflotte hjemmeside absolut et besøg værd. Find den på WWW.TSR10.DK. Her er der bl.a. nyheder, foreløbigt program, lister over de deltagende skibe og meget andet.
[print_link]
Ingen lignende indlæg fundet.
Gemt Under aalborg, Begivenheder, fotos, nyheder, ros, tips, youtube // Skriv en kommentar
Kommentarer: Skriv din mening!
Skriv et svar