Blog om Aalborg, fotos, opskrifter, Linux, Android og alt mellem himmel og jord

St. demonstrationsdag

Anders Gravers

Det hele er klar: SIAD (Anders Gravers Pedersen) med muhammed-tegninger og demonstration, Morten Wulf med antiracistisk netværk og moddemonstration samt politiet med ekstra indkaldt mandskab og kæmpe visitationszone i nærmest hele Aalborg centrum.

For efterhånden noget tid siden anmeldte Anders Gravers Pedersen(den pæne mand på billedet med den symbolsk set velplacerede megafon) en demonstration i Aalborg i dag. Bag den står han selv og foreningen Stop Islamiseringen af Danmark (SIAD), som primært består af ham selv og et overskueligt antal andre med samme holdninger. Den store fidus ved demonstrationen, ja faktisk hele dens formål, var i udgangspunktet at vise skilte med den forbandede muhammed-tegning (den med bomben) påtrykt sammen med teksten: “Kan du ikke lide denne tegning, så rejs hjem!”

Få kan være i tvivl om, at den tegning støder muslimer både i Danmark og i resten af verden. Det er vist ligesom slået fast mere end én gang tidligere. Jeg er tilhænger af ytringsfriheden og dermed også den principielle ret til, at Jyllands Posten i september 2005 bestilte nogle tegninger og bragte dem i avisen. Til gengæld er jeg også tilhænger af sund fornuft. De voldsomme reaktioner fra det muslimske samfund over tegningerne burde være et vink med en vognstang om, at det ville være klogt at afholde sig fra at bruge tegningerne igen. Jeg føler ikke min ytringsfrihed krænket ved at vise en hel verden hensyn.

Tilbage i 2005 burde den generelle danske reaktion og dermed også regeringens have været en forklaring af dansk ytringsfrihed samt et løfte om at afstå fra at vise tegningerne igen. De støder muslimer og bliver man ved med at bringe de forbandede tegninger, synes jeg, at man i højere grad siger: ”vi kan ikke lide muslimer” end man siger ”vi er glade for vores ytringsfrihed – se, hvad vi må og kan!” At Anders Gravers Pedersen og SIAD bevidst vælger at bruge tegningerne ved en antimuslimsk demonstration kan ikke komme bag på mange – manden er jo erklæret muslimhader.

Kurt Westergaard, som tegnede den mest berømte tegning, har i ugens løb forsøgt at få nedlagt fogedforbud mod Gravers Pedersens planer om at bruge tegningerne i en antimuslimsk demonstration. Dette har han fået held til, så SIAD må ikke bruge tegningerne i dag. Til gengæld er det uklart om den europæiske version af SIAD (som også er Gravers Pedersen) må. Hvor om alt er, synes jeg at Anders Gravers Pedersen skulle indse, at hans mission er fremmedhad og har udgangspunkt i fremmedhad.

Nordjyllands Politi har været så flinke at flytte Gravers Pedersens demonstration fra den centrale John F. Kennedys Plads til Haraldslund ude i vestbyen. Her fra skal lyde en stor tak til politiet!

Antiracistisk netværk går i moddemonstration fra Louiseplads kl. 11.30 og her er jeg ret overbevist om, at jeg vil indfinde mig. Der er dog et lille aber-dabei. Skulle Hizb Ut Tahrir ske at dukke op, hvilket de sikkert gør, vil jeg udvandre i protest. Hizb Ut Tahrir er rendyrket fundamentalisme og en lige så dårlig repræsentant for islam, som svovlpræsterne d’herrer Langballe og Krarup fra Dansk Folkeparti er det for den kristne tro. Ud med enhver form for indflydelse af folk med fundamentalistiske synspunkter og frem med gensidig forståelse i et samfund, hvor vi alle skal være!!!

En lille tillægskommentar til hr. Gravers Pedersen: På din (SIADs) hjemmeside, hvor du associerer dig med modstandsbevægelsen, gør du meget ud af at prale med dit flotte besøgstal på ca. 75.000 om ugen. Jeg vil vædde en hel krone på, at Hizb Ut Tahrir også har mange besøgende på deres hjemmeside og det samme har Jønke garanteret også på sin. Men det betyder sgu ikke, at vi kan lide nogen af dem! Folk er måske bare nysgerrige?!?

[print_link]

Ingen lignende indlæg fundet.

Gemt Under aalborg, Begivenheder, holdninger, nyheder, politik // Skriv en kommentar

Kommentarer: Skriv din mening!

Skriv et svar




Valid XHTML 1.0 Transitional