Blog om Aalborg, fotos, opskrifter, Linux, Android og alt mellem himmel og jord

Sicko!

Well. Så fik jeg også set Sicko! Som udgangspunkt må man ikke være ukritisk over for den slags dokumentarfilm, hvilket jeg heller ikke synes, jeg har været. Derfor synes jeg dog alligevel, at det hurtigt kan slås fast, at der er noget helt galt med det amerikanske sundhedssystem anno 2008.

Michael Moore (kendt fra Bowling for Columbine og Fahrenheit 9/11) præsenterer i sin film en række skæbner, der er ramt af det mildest talt ringe system, de har. Ja, dvs. hvis man ikke betaler, er der slet ikke noget system. Dette gælder for omkring 70 mio. amerikanere. For at være at sikker på at få hjælp i tilfælde af sygdom eller tilskadekomst, skal man købe en forsikring hos et af mange forsikringsselskaber, eller din arbejdsgiver skal købe den til dig. Betaler man, er det alligevel slet ikke sikkert, at man er dækket.

Når man er kommet til skade og skal have dækning, skal man pre-approves, før man er sikker på erstatning. I et eksempel måtte en kvinde selv betale, fordi hun ikke på forhånd fik godkendt ambulanceturen hos sit forsikringsselskab. Hun var godt nok bevidstløs, da hun blev reddet, men det spiller tilsyneladende ingen rolle. I et andet tilfælde, hvor en ung pige havde fået sin erstatning, ophævede hendes forsikringsselskab efterfølgende policen med krav om tilbagebetaling. Hun havde nemlig i sin ansøgning glemt at fortælle, at hun som helt ung havde haft svamp… ikke at jeg synes det er relevant, når hun fik erstatning for en svulst i hjernen. Selskaberne præmierer de af deres medarbejdere, der giver flest afslag. Desuden har de detektiver ansat, som vil gøre næsten hvad som helst for at få pengene tilbage.

Filmen i gennem bliver man præsenteret for den ene groteske sag efter den anden. Det er ikke gru det hele. Moore tager også på turne til bl.a. Storbritannien, hvor alt lægehjælp er gratis. Medicinen er enten gratis eller koster £6,65. I Frankrig er lægehjælpen gratis og det er børnepasningen og hjemmeservice til en vis grad også. Det mest groteske eksempel på bedre systemer end det amerikanske finder Moore, da han tager tre redningsarbejdere fra New York 11. september med til Cuba. Da de var frivillige på ground zero, vil det offentlige ikke dække deres lægehjælp. I Guantanamo-fængslet sidder gerningsmændene og de kan sagtens få hjælp på statens regning. I Cuba er det sådan, at man kan få hjælp til det hele – også som udlænding. Resultat: de amerikanske redningsfolk får bl.a. diagnoser, nye tænder, genoptræning, medicin osv. En kvindelig redningsarbejder bryder ud i gråd, da hun på et Cubansk apotek finder den medicin, hun er afhængig af derhjemme. I Cuba koster den 5 cents og i USA $120!!!

Hvorfor er  det hele så sådan i USA? Michael Moore begrunder det med, at forsikrings- og medicinalindustrierne er så rige og magtfulde, at deres lobbyister har flere kongresmedlemmer og endda en enkelt præsident (som Moore ikke er glad for) i lommen. Folk tør ikke brokke sig for meget, fordi de er bange for at miste det lidt, de trods alt har.

Jeg anbefaler, at man ser Sicko – især hvis man er stor fan af USA. Tingene bliver sat ret meget i perspektiv. Men husk; aldrig være helt ukritisk… det ér en Michael Moore film. Se trailer her…

[print_link]

Ingen lignende indlæg fundet.

Gemt Under film, holdninger // 2 Kommentarer

Kommentarer: Skriv din mening!

2 Kommentarer til “Sicko!”

  1. Susanne den 12 marts, 2008 12:00

    HaHa! Du må være rigtig sosjalist

  2. Christoffer Veng den 12 marts, 2008 12:58

    Det ved jeg nu ikke, men jeg er da f.eks. en del rødere end den regering, vi har i øjeblikket. :-)

Skriv et svar




Valid XHTML 1.0 Transitional