Blog om Aalborg, fotos, opskrifter, Linux, Android og alt mellem himmel og jord

Opskrift på æbleskiver – sammenligning

For nyligt ankom en ny æbleskivepande i køkkenet og jagten på den bedste opskrift kunne indledes. Jeg er ikke til færdigblandinger a la Dr. Oetker og Maizena. På nettet fandt jeg to opskrifter – en med gær og en med natron. Eller med andre ord: Mormors æbleskiver og de gammeldags. Her er de to opskrifter:

Mormors Æbleskiver (40 stk.)

  • 2½ dl. sødmælk
  • 50 g. margarine
  • 15 g. gær
  • 3 æg
  • 200 g. hvedemel
  • 1 spsk. sukker
  • salt
  • samt den revne skræl af 1 citron

Gæren opløses i den lunke blanding af margarine og mælk. Herefter tilsættes de øvrige ingredienser og der piskes. Æbleskiverne kan steges uden yderligere fedtstof i en teflonpande.

Gammeldags Æbleskiver

  • ½ l. kærnemælk
  • 300 g. mel
  • 3 æg
  • 2 spsk. sukker
  • 1½ tsk. salt
  • 1½ tsk. natron
  • Margarine til stegningen.

Ingredienserne piskes sammen og æbleskiverne steges i margarinen.

Jeg fik lavet to gange dej og gjorde klar til bagningen. Mormors æbleskiver krævede mest arbejde, da der skulle rives citronskræl. Men med et godt rivejern er det nu ikke nogen videre byrde. Først bagte jeg en omgang gammeldags og så en omgang af mormors.

Min vurdering. Mormors æbleskiver er klart de bedste og dem, jeg vil lave i fremtiden. De smager bare bedst, sådan er det. Dejen er let at arbejde med og æbleskiverne er lette at få pæne og runde. De gammeldags æbleskiver blev knapt så pæne og de smagte nærmest ikke af noget, så dem springer vi over en anden gang. Da jeg lavede mormors æbleskiver for anden gang, kom jeg lidt ekstra mælk i – ca. 4 dl. i alt. Det gjorde jeg for at gøre dejen mere flydende og få æbleskiverne endnu flottere og endnu rundere.

[print_link]

Ingen lignende indlæg fundet.

Gemt Under Opskrifter, ros, tips // 6 Kommentarer

Kommentarer: Skriv din mening!

6 Kommentarer til “Opskrift på æbleskiver – sammenligning”

  1. Kristin den 6 januar, 2011 19:34

    Hej hr Veng :o )

    Du skriver slet ikke, om de smager godt og hvilken opskrift, du synes er bedst? Vi har kun lavet æbleskiver på en elektronisk “pande” et par gange. Det har været hyggeligt og de smager godt med f.eks. en lille klat nougat inde i midten. Desværre har jeg ikke en yndlingsopskrift endnu… har du?

    Mange hilsner
    Kristin

  2. Kristin den 6 januar, 2011 19:38

    undskyld undskyld undskyld.. det var ikke for at drille.. jeg havde åbenbart en blind plet lige der, hvor du havde skrevet kommentaren!!!

    - Kristin

  3. Christoffer Veng den 6 januar, 2011 19:48

    Hej Kristin. Det er mormors, der er de bedste og jeg har lavet dem nogle gange her i juletiden. Jeg har fundet ud af, at det bliver endnu bedre, hvis man kommer lidt mere mælk i. Så kan der lige blive til 4×9 æbleskiver af sådan en portion. Folk elsker dem, fordi det ikke er Daloon, men mest af alt fordi de er hjemmelavede og bare smager godt! :-) Mvh Christoffer

  4. Annika Lindentoft den 19 november, 2011 16:21

    Prøvede mormors æbleskiver og nu undre jeg mig over hvordan man kan få dem nok indenvendigt ?? inden de brænder af udvendig , kunne slet ikke få dem færdige og fuldte opskriften til punkt og prikke. Endte med jeg gik til købmanden og købte nogle der bare skulle i ovnen .

  5. Christoffer Veng den 19 november, 2011 16:44

    Tja, det er nok lidt svært at forklare, da det er meget gefûhl og håndelag. Men jeg har ikke problemer med det. Måske skal der skrues lidt ned for varmen, hvis de brænder uden på? Mvh Christoffer

  6. Jeanette W den 15 december, 2011 18:57

    Min mormor var kogekone og hendes opskrift minder meget om den gammeldags MEN, hun piskede hviderne stive og disse blev vendt i til allersidst. På den måde får man meget “fluff” og de blive skønne og lette, nærmest modsat købeæbleskiver, som jeg personligt syntes smager af fiskemel tilsat vanilje. Hvis kærnemælken endvidere har stuetemperatur, syntes jeg også at dejen bliver nemmere at arbejde med. Hun havde faktisk også fra 5-7,5 dl kærnemælk, så det afhænger jo så altså helt af æggets størrelse og melet “tørhed” kan man vel sige.
    God jul

Skriv et svar




Valid XHTML 1.0 Transitional