Blog om Aalborg, fotos, opskrifter, Linux, Android og alt mellem himmel og jord

Om en uge åbner Friis (Aalborg Citycenter)

I dag er der en uge til d. 23. marts, som er en dato, mange har set frem til – også jeg. Friis slår for første gang dørene op for indkøbscenteret og de over 30 specialforretninger og restauranter. Selv har jeg set frem til denne dag, fordi jeg som beboer i området nærmest dagligt er kommet forbi byggepladsen – fra et kæmpe hul i jorden frem til de smukke bygninger, der i dag strækker sig hen over Nytorv.

I kælderen under indkøbscenteret åbnes samtidig et parkeringsanlæg med 850 pladser, der med et trylleslag bør fjerne manglen på p-pladser i centrum. Tilkørselsvejene bliver ikke færdige pga. den lange periode med frost. Derfor er Nyhavnsgade stadig lukket på åbningsdagen og man finder vej til Friis og parkeringskælderen ad den midlertidige vej langs kajkanten og Rendsburgsgade.. På billederne herunder er det også tydeligt, at der bogstaveligt talt er et stykke vej tilbage for kommunens entreprenører.

Hotel Cabinn er bygget sammen med Friis og åbnede noget forsinket d. 1. september sidste år. Cabinn ligger langs Fjordgade og har indgang på hjørnet ved Nyhavnsgade. Fitness World åbnede 4. januar i år og er også sammenbygget med Friis. Fitness World findes øverst i den tidligere Magasin-bygning, der nu er fuldstændigt gennemrenoveret. Indgangen til Fitness World er en beskeden elevator på Nytorv helt henne ved gennemgangen til Hovedbiblioteket og Byrådssalen.

Lige nu kæmper mange brolæggersjak om at blive færdige med de tre primære indgange til Friis. Det er de to på Nytorv ved hhv. det nordlige og sydlige hjørne ved Fjordgade samt indgangen i Nørregade. Når centeret åbner, er det kun et spørgsmål om tid, før jeg kommer forbi og lægger et blogindlæg og nogle billeder her på stedet.

[print_link]

Ingen lignende indlæg fundet.

Gemt Under aalborg, Begivenheder, butikker, byggeri, tips // Skriv en kommentar

Kommentarer: Skriv din mening!

Skriv et svar




Valid XHTML 1.0 Transitional