Gastronomia Napolitana – ganske udmærket, ny restaurant/pizzeria på Kennedys Plads

I sidste uge havde Downtown.dk et spisetilbud i Aalborg på menuen. Man kunne få to take-away-retter for éns pris. Jeg slog til og betalte således 63 kr. for to retter mad hos Gastronomia Napolitana. Jeg var ret sikker på, at det var restauranten under BioCity i Kennedy Arkaden, men det var det ikke. Napolitana ligger i det gamle Hotel Hafnia på den anden side af pladsen. Det er faktisk nøjagtigt der, hvor hedengangne Prins Ib førhen holdt til.
De to retter, man kunne vælge imellem var enten forskellige pizzaer, pastaretter eller sandwiches. Vi valgte to pizzaer og gjorde aftensmad ud af tilbudet. Napolitanas folk var mægtigt søde i telefonen og taler dansk som de fleste danskere. Da jeg skulle hente maden, trådte jeg ind i en smukt dekoreret, lille restaurant. På hele den ene væg er en gigantisk collage med italienske motiver. På disken og andre steder er placeret en række dekorative, italienske specialiteter og det hele bidrager til en meget hyggelig atmosfære.
Jeg nappede de to pizzaer med hjem og det var ganske fortrinlig mad, må jeg sige. Der er mange steder, man i Aalborg kan få rigtig gode pizzaer, men dem her er fuldt på højde med de øvrige. Jeg anbefaler Gastronomia Napolitana, også til fuld pris. Skal man fx have noget hurtigt inden en film i biografen, er de også et besøg værd frem for elendige Sunset Boulevard.
Lignende indlæg:
Gemt Under aalborg, butikker, fastfood, nyheder, oplevelser, sjov // Skriv en kommentar
Kommentarer: Skriv din mening!
Skriv et svar