Blog om Aalborg, fotos, opskrifter, Linux, Android og alt mellem himmel og jord

Endelig tog direktøren for det hele, selvforsvarsminister Søren Gade, konsekvensen

Det har længe været op ad bakke for forsvarsministeren og efter sin endelige udmelding til statsministeren i lørdags, vil han i dag meddele, at “far her” tager konsekvensen. Selvom jeg tilhører den anden politiske fløj, har jeg aldrig haft de store issues med Søren Gade. Han er en hyggelig fyr og jeg synes rent faktisk, at han er en af de ministre, der har gjort det bedst. Det i sig selv siger selvfølgelig ikke så meget, for der er virkelig nogen, der har gjort det ringe.

Den første og noget uskyldige sag kom et lille års tid inde i Søren Gades embedsperiode, som i øvrigt snart har varet seks år. Men tilbage i 2005 optrådte Søren Gade i Afghanistan med en skarpladt pistol i bæltet. Som tidligere officer i Jydske Dragonregiment er ministeren uddannet til at bruge M/49 Neuhausen-pistolen, som der var tale om. Men danske politikere går altså ikke med våben! Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen var da heller ikke sen til at påtale affæren og advare mod, at nogen kunne skyde sig selv i foden. Han mente det helt sikkert i overført betydning og netop denne overførte betydning skulle senere blive aktuel.

Det seneste års tid er det nemlig som om, forsvarsministeren har stået og skudt sig selv i foden i en række sager, som vi alle efterhånden er mere end trætte af at høre om, så dem vil jeg ikke nævne yderligere. Dog vil jeg gerne fremhæve en komisk pointe, da ministeren i Clement Kjærsgaards ellers vældigt selviscenesættende talkshow i slutningen af september var del i følgende dialog:

Clement Kjærsgaard: Hvem får det konsekvenser for, hvis det alligevel viser sig at være en kilde i forsvaret?

Søren Gade: Far her (fløjter og peger på sig selv). Det hedder jo. Jeg er jo direktøren for det hele, og det hedder “the buck stops here”. Det ender altid med, at det er mig, der står på en eller anden fjernsynsudsendelse eller avis og skal forklare og forsvare alting, sådan er det at være i politik. Der ligger en bananskræl til dig et eller andet sted, som du skal falde i. Du ved ikke, hvad det er for et, jeg håber bare ikke, det bliver det her. (Kilde: Berlingske)

Vigtigt er det at pointere, at der blev talt om den famøse oversættelse af Thomas Rathsacks lige så famøse bog ”Jæger – i krig med eliten”. Oversættelsen viste sig at komme fra Forsvarskommandoen, hvor en ansat lige havde vendt teksten med Google Translate. Men hvad skete der? Fik det konsekvenser for direktøren for det hele? Næh, han tog bare på ferie.

Siden da har Søren Gade hos mig været kendt som selvforsvarsministeren, der alligevel ikke havde nosser nok til at tage konsekvensen – hverken den ene eller anden gang, det brændte på i den butik, hvor han altså er direktør for det hele.

I dag skal det så være slut. Der er en generel opfattelse af, at Søren Gade ikke er blevet fyret og under ingen omstændigheder da blevet opfordret til at forlade dansk politik helt, som han har bebudet, han vil. Jeg begræder ingen af delene – selvforsvarsministeren er slidt op og har mistet sin troværdighed. Søren Gade er ikke en gang fyldt 50 og skulle han senere med fornyet energi vælge at genoptage dansk politik, er der da helt sikkert også plads til det.

Held og lykke i din fremtidige karriere, hvor du nok må nøjes med lidt mindre end at være direktøren for det hele.

[print_link]

Ingen lignende indlæg fundet.

Gemt Under holdninger, politik, ros // Skriv en kommentar

Kommentarer: Skriv din mening!

Skriv et svar




Valid XHTML 1.0 Transitional